Superhelten Spider-Man træder i den seneste udgivelse for alvor ind i offentlighedens søgelys. Spider-Man forhindrer nemlig et terror-komplot, der skal forhindre og forstyrre tirsdagens indsættelse af Barack Obama som USA's præsident.
Bag udgivelsen står tegneserieforlaget Marvel, der også under valgkampen støttede Obamas valgkampagne.
Albummet med Obama udgives kun i et begrænset antal, og hypen omkring bladet har betydet, at albummet, der burde koste 3,99 dollars i kiosken, nu handles på nettet for 50 dollars per eksemplar, og enkelte samler-udgaver forhandles for op mod 100 dollars per styk - mere end 550 kroner.
I tegneserien er Spider-Mans alter ego, Peter Parker, i sin egenskab af pressefotograf sat til at dække edsaflæggelsen, da der opstår problemer. Hurtigt træder Spider-Man til, og i kulminationen af tegneserien slår han knytnæven sammen med Obama i en fist bump, hvor Obama siger tak til Spider-Man for hjælpen.
Ifølge amerikanske tegneserieeksperter er udgivelsen den største begivenhed i tegneserie-miljøet, siden Superman døde i 1992.