Handsker, hovedbeklædning, skjorter og sokker.
Det er nogle af de ting, som de danske soldater selv kan bestemme, hvordan skal se ud. Muligheden for selv at bestemme påklædningen er opstået efter, at hæren har ophævet kravet om ens udrustning.
Det betyder, at soldaterne i især Afghanistan - af egen lomme - spenderer store summer på personligt udstyr.
"Der er opstået en grej-fetichisme, og vi har nogle grej-freaks, som gerne vil se godt ud. Den udvikling kan vi ikke dæmme op for. Det er et opgør med traditionen om, at soldater er ens, og en accept af, at tiden er til en personlig stil," forklarer oberst Christian Arildsen, chef for udviklingsdivisionen i Hærens Operative Kommando, til Jyllands-Posten.
Tøjet og udstyret, som soldaterne selv køber, skal leve op til en række krav om bl.a. farvekoder.