Muslimske kvinder, som går med tørklæde, og siger de gør det frivilligt, kan sammenlignes med prostiturede, som siger, at de elsker deres dag og er frie kvinder, som gør hvad de vil.
Det mener Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, som ikke tror kvinderne over en dørtærskel.
Sammenligningen kom frem i radioprogrammet Debatten på P1 tirsdag. Her debatterede Søren Espersen med Socialdemokraternes Mette Gjerskov om, hvorvidt tørklæder skal tillades ved danske domstole.
Under debatten forklarede Mette Gjerskov, at hvis tørklæder skulle forbydes, så skulle man også forbyde ansigtspiercinger, fordi de udtrykker en bestemt holdning holdning. Da blev det for meget for Søren Espersen.
- Du kan da ikke sammenligne en piercing med et islamisk symbol, som undertrykker millioner af kvinder verden over og holder dem i en slavelignende tilstand. Hvordan kan du finde på at sige det? Altså det har ikke spor at gøre med at have grønt hår eller piercing, det er et spørgsmål om et politisk system, som er undertrykkende, tordnede Søren Espersen, inden han blev afbrudt af studieværten.
- En kvinde, der kan dømme ved en dansk domstol, er vel næppe slave, er hun?, spurgte han Søren Espersen.
- Jamen hør engang, der er også prostiturede, uden sammenligning, der siger, at de elsker deres fag, og at de er frie kvinder, som gør hvad de vil. Jeg accepterer det ikke, sagde Dansk Folkepartis udenrigsordfører, som dog med det samme ombestemte sig med hensyn til sammenligningen:
- Jeg vil i og for sig godt drage sammenligningen, sagde han.