"Det er meget sjældent, at det kommer så vidt."
Sådan fortæller Jes Frederiksen, der er vicepolitikommisær og vagtchef hos Østjyllands politi, efter politiet natten til mandag måtte have sømmåtter frem, for at standse en stjålen bus mellem Randers og Aarhus.
En 21-årig mand havde stjålet bussen, og var på vej til Århus for at mødes med en kammerat, da politiet blev informeret om tyveriet.
"Bussen havde installeret GPS-overvågning, så vi fandt ham hurtigt. Han ville dog ikke standse, og heller ikke da der kom forstærkning kunne vi få ham til at holde ind," fortæller Jes Frederiksen.
Politiet valgte derfor at standse bilen med sømmåtter - de såkaldte stingerspikes. Først da begge forhjul punkterede, blev den unge mand anholdt.
"Det er meget usædvanligt, men da der var tale om et stort køretøj, så valgte vi den her løsning," fortæller han.
Han understreger at det hele forløb fredeligt, hvis man ellers ser bort fra sømmåtterne. Manden var ikke beruset, og lod sig derefter frivilligt anholde.
Der er tale om en 21-årig mand fra Randers, der skulle mødes med en kammerat i Århus.
Kammeraten er også blevet anholdt. Han havde nemlig også stjålet en bil.