Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, er godt sur over de såkaldte exit polls - som fortæller, hvad vælgerne har stemt - adskillige timer før valgstederne lukker.
- Det må simpelthen holde op det her. Det er demotiverende for vælgerne at få at vide, at de ikke længere behøver at gå ned og stemme, fordi valget reelt allerede er afgjort, siger Henrik Sass Larsen til Politiken
Derfor vil partiet heller ikke kommentere de exit-polls, som flere medier bringer, inden valgstederne lukker klokken 20.00 i aften.
Efter valget vil Socialdemokraterne sætte sig ned sammen med Folketingets øvrige partier for at fastsætte, hvilke etiske retningslinjer og grænser, der skal sættes op for brugen af exit polls og meningsmålinger.
- Min indstilling er, at vælgerne skal have lov til at stemme aldeles i fred. Og det skal være forbudt, at medierne begynder at levere exit polls, før det sidste valgsted er lukket. Jeg mener faktisk også, at man skal overveje en spærretid på tre-fire dage på meningsmålinger før valgdagen, siger Henrik Sass Larsen til avisen.
Venstre vil derimod gerne kommentere exit polls.
Ifølge Venstres pressetjeneste vil indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen stille sig til rådighed fra klokken 18.00 for at kommentere aftenens exitpolls.