"Hvis man har mulighed for at komme tidligt af sted fra arbejde, så er det en god idé at gøre det."
Sådan lyder opfordringen til de danskere, der befinder sig i Vest- og Nordjylland fra Torben Holm Hansen, der er informationsmedarbejder hos Vejdirektoratet.
Han opfordrer til, at så mange som muligt kører hjemad, mens det stadig er lyst. Det vil nemlig være med til at sprede myldretidstrafikken og på den måde skabe bedre plads på vejene.
"Man skal tænke sig grundigt om, inden man kører ud. Og man skal være opmærksom på, at alle veje undtagen motorveje kan være svært fremkommelige," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Mange lastbiler og almindelige personbiler har siddet fast i snemasserne, og det har blandt andet betydet, at E45-motorvejen ved Hobro tidligere på dagen var afspærret i nordgående retning. Men lastbilerne skulle være blevet trukket fri, og der er igen blevet plads til sneplovene.
Den massive snestorm forventes at tage til i løbet af eftermiddagen, og DMI vurderer, at der kan falde op til 50 centimeter sne visse steder.