Det nordøstlige USA lider hårdt under en snestorm, som ind til videre har slået 12 mennesker ihjel.
Den tunge sne, som nogen steder er 70 cm. dyb, har væltet grene og træer ned over veje, togskinner og elledninger, hvilket har bremset store dele af infrastrukturen og elnettet. Lige nu er cirka tre millioner amerikanere uden strøm.
Det samme område blev udsat for den voldsom storm ved navn Irene for to måneder siden, hvilket dengang kostede omkring to millioner mennesker strømmen i en periode.
Alene i staten Connecticut er 600.000 mennesker uden strøm, og guvernør Dannel Malloy forventer, at problemerne vil vare længere tid end efter orkanen.
Det nordøstlige USA bliver i det hele taget udsat for ekstreme vejrforandringer for tiden, og det går ikke ubemærket hen.
"Vi har haft denne her storm, vi havde orkanen Irene, vi havde oversvømmelserne sidste forår, og vi havde de ubehagelige storme sidste vinter. Jeg begynder at tro, at vi virkelig har pisset moder natur godt af, fordi nu har hun tæsket på os i et år," siger Tom Jacobsen, indbygger i New Jersey, til boston.com.
Snestormen startede søndag og forventes at tage af i løbet af i dag.
Kilde: boston.com