En 34-årig ansat hos vaskerivirksomheden Jensen Denmark A/S i Rønne på Bornholm er styrtet gennem et tag.
Ulykken skete under snerydning på taget, og den ansatte er faldet omkring tre meter ned efter at have trådt igennem et ovenlysvindue.
Arbejdstilsynet bekræfter over for Nyhedsbureauet Newspaq, at man her har modtaget en anmeldelse af ulykken.
Al udkørsel på Bornholm er på grund af snevejret yders vanskeligt, men af de tilsynsførende bor heldigvis i nærheden af virksomheden.
"Vi har en tilsynsførende på vej til stedet for at undersøge, hvad der præcist er sket i forbindelse med ulykken. Og i forbindelse med det videre arbejde med snerydning skal vi har sikret, at der ikke sker flere ulykker," siger tilsynschef Jens Lauritsen fra Tilsynscenter Øst.
Det skal blandt andet undersøges, om den 34-årige medarbejder har haft korrekt udstyr til rådighed under arbejdet.
"Man skal sikre sig nedefra og opstille et rullestillads under arbejdet, så man har en platform der dækker vinduesarealet," siger Jens Lauritsen.
Hvis bygningen hos Jensen Denmark A/S, hvorfra medarbejderen styrtede gennem ovenlysvinduet, er i akut sammenstyrtningsfare på grund af sneen, så skulle han slet ikke have været i nærheden af taget.
"Så må man rømme bygningen, så skal man slet ikke gå rundt på taget. Men det ved vi endnu ikke, om det er tilfældet her," siger Jens Lauritsen.
Hvor alvorligt den 34-årige er kommet til skade er endnu ikke oplyst.