Det kan koste eleverne på landets gymnasier dyrt, at Kong Vinter i år har ramt Danmark så hårdt.
Faktisk, så kan sneen komme til at koste gymnasieelever studenterhuen.
Hvis eleverne ikke kunne komme igennem snestormene på de lukkede veje, så fik de nemlig fravær mange steder. Og større mængder fravær kan i sidste ende føre til, at man smides ud af gymnasiet.
Det siger formanden for gymnasieeleverne, Bjarke Dahl Mogensen fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
Han er forarget over, at gymnasier i udkantsområderne har holdt åbent, selvom de små veje var lukket af sneen, og vejmyndighederne opfordrede folk til at blive hjemme.
"Gymnasierne har et ansvar for, at eleverne rent faktisk kan møde op til undervisningen. Især i yderområderne duer det altså ikke, hvis halvdelen af eleverne ikke kan møde frem på grund af vejret. Det er sket, selvom gymnasierne kan vælge at holde lukket nogle dage, og gennemføre den tabte undervisning på et andet tidspunkt," siger Bjarke Dahl Mogensen til Newspaq.
Han mener, at gymnasiernes valg rammer de svage elever hårdest.
"Det er tit eleverne i yderområderne, der i forvejen har sværest ved at komme igennem de tre gymnasieår. De rammes ekstra hårdt af rektors beslutninger om at holde åbent," siger han.
Formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening afviser dog kritikken. Han tror ikke på, at sneen alene kommer til at koste en eksamen.
"Møder man ikke op til undervisningen, så får man fravær. Det er meget enkelt, men er ikke ensbetydende med, at man bliver smidt ud. Rektorerne er ikke dummere end andre. Derfor kigger vi selvfølgelig også på årsagen til, at en elev har været for meget væk," siger han til Urban.
Bjarke Dahl Mogensen tror dog ikke på, at rektorene automatisk vil lade nåde gå for ret i sagerne om elevernes fravær.
"Vi vil følge sagerne meget nøje. Og hvis der opstår problemer, så vil vi klage til undervisningsministeriet," siger han til Newspaq.