Når børnenes tommelfingre danser hen over tasterne på mobiltelefonen, så får forældrene flere grå hår i hovedet.
Hver femte forælder frygter, at de mange sms'er skader barnets koncentrationsevne. Og flere end hver tredje forælder frygter, at sms'erne kan føre til, at barnet udsættes for mobning via mobiltelefonen.
Det viser en undersøgelse blandt 1.000 forældre ifølge Berlingske Tidende.
"Man tænker, at det må da stresse ham at blive afbrudt så ofte. Men det er vigtigt at huske, at børn, der vokser op i en digital tidsalder, ikke nødvendigvis oplever sms'er som afbrydelser, og at mobiltelefonen er et omdrejningspunkt for deres sociale liv," siger markedsdirektør i Telenor, Peter Berg.
"Omvendt vil vi gerne tage eventuelle problemer i opløbet og appellerer til forældrene om at tage ansvar for de unges mobilforbrug. For fem år siden var mobil-mobning ikke et emne, der blev talt om, men i takt med, at flere og flere bruger mobilen - og tidligere og tidligere - flytter grænserne sig."
Gry Hasselbalch fra Medierådet for børn og unge appellerer til, at forældrene er opmærkesomme på barnets reaktioner.
"Det er vigtigt at være opmærksom på, om der er noget galt, hvis der kommer en sms, og ens barn pludselig bliver ked af det. Det er ikke mobilen, men kulturen omkring den, man skal fokusere på," siger hun til Berlingske Tidende.
Undersøgelsen viser desuden, at de fleste forældre synes, at deres børn skal have en mobiltelefon, når de er 10 år.