Hvis du går rundt og søger job i øjeblikket, så er sandsynligheden for, at dit nye job bliver i en mindre virksomhed med mindre end 50 ansatte temmelig stor.
Det er nemlig de små virksomheder, der ansætter nye medarbejdere i disse måneder, viser en rundspørge som DI har foretaget blandt sine medlemmer, skriver Jyllands-Posten fredag.
De større virksomheder derimod vælger i udstrakt grad at ansætte nye folk i fjerne lande.
"Der er mange store virksomheder, som klarer sig godt, men når de skaber flere arbejdspladser, sker det ikke i Danmark. De ansætter nye medarbejdere på de fjerne markeder i Indien, Kina og Vietnam. Inden for landets grænser er det de små virksomheder, som vokser," siger direktør i Håndværksrådet, Ane Buch, til Jyllands-Posten.
De små virksomheder siger videre til erhvervsorganisationen, at de forventer at vokse og ansætte folk fremover, mens de store, når det gælder et kig i krystalkuglen, er mere tilbageholdende.
Tal fra Danmarks Statistik viser samtidig, at mere end hver sjette ledige job i foråret var i de små virksomheder.
"Når man kommer ud af en krise, er det normalt de store virksomheder, som først begynder at ansætte. Men vores undersøgelse tegner det modsatte billede, og det kommer bag på mig," siger Claus Andersen, konsulent for arbejdsmarkedspolitik i DI, til avisen.