Børn mobber på en anden måde end i de gode gamle dage. De skriver grimt om hinanden på internettet, uploader pinlige billeder og bruger i det hele taget på en helt ny måde for at ramme deres jævnaldrende fjender.
Det sætter Sikker Internet Dag fokus på. 60 lande markerer i dag dagen, som skal lære børn og deres forældre om god opførsel på nettet.
"Digitale medier er utroligt udbredte, også for de helt små børn efterhånden. Både som kommunikationsmedier og som indholdsmedier. Udfordringen er selvfølgelig at udnytte dem på bedst mulige måde, og undgå de problemer og risici der måtte være for forskellige aldersgrupper," siger Gitte Stald, lektor i digitale medier på IT-universitetet i København til Newspaq.
Og den ny teknologi betyder en ny form for mobning. På internettet bliver skældsord og billeder liggende, så flere kan se dem. Og det kan ødelægge et barns sociale samvær at blive udsat for det, mener Gitte Stald fra IT-universitetet.
"Dér har forældrene en meget vigtig rolle, fra børnene er helt små, med at give dem nogle retningslinier for, hvordan de skal opføre sig i forskellige rum. Og skolen har en supplerende rolle, da det ofte spiller sammen," siger it-lektoren.
Rundt om på blandt andet skoler og biblioteker markeres Sikker Internet Dag i dag. Men ikke mindst på internettet. Her deltager sociale internettjenester som Habbo, Arto, GoSupermodel, Cyberhus, Red Barnet og Medierådet.
"Tænk før du uploader" er temaet, og på kampagnesitet www.thinkb4upost.dk kan du se film og finde gode råd. Både som barn og voksen.