Små biler klarer sig dårligere i crashtest end store biler.
Det dokumenterer ny svensk forskning, der sammenligner biler af forskellig størrelse.
I en analyse fra forsikringsselskabet Folksam var det kun hver tiende småbil, der fik karakteren 'bedst i klassen', mens det var mere end hver tredje blandt de store biler.
Hos Rådet for Sikker Trafik bekræfter dokumentationschef Jesper Sølund, at bilisterne i de mindste biler er de mest udsatte, hvis de støder sammen med større biler.
"Det er der ingen diskussion om. Hvis man sidder i en stor bil, er man væsentlig bedre beskyttet end i en mindre," siger han.
Men han hæfter sig ved, at halvdelen af de solgte biler i Danmark er små, miljørigtige biler. Samtidig var antallet af trafikdræbte sidste år det laveste i 70 år med kun 272 dødsfald.
"Der bliver solgt utrolig mange små biler i de senere år, samtidig med at vi har utrolig få dræbte. Og det skyldes blandt andet, at de nye små biler er langt mere sikre, end de ældre små biler, der er med i undersøgelsen fra Sverige," siger han.
Kilde: Folksams bilundersøgelse