I går var det statistisk set et ekstremt sikkert fly. I dag er det så farligt, at det ikke må komme på vingerne.
Luftfartsmyndighederne i Danmark, Sverige og Norge ændrer nu kurs og udsteder et flyveforbud mod det omstridte Dash-fly.
Myndighederne vil ikke længere vente på indberetninger fra Havarikommisionen efter flyulykken i Aalborg søndag, hvor landdingsstellet på et Dash-Q400 kollapsede. Efter en tilsvarende ulykke med et Dash-Q800 fly i Litauen i nat, har de nordiske luftfartsmyndigheder besluttet at give SAS et forbud mod at flyve med samtlige 33 Dash-fly.
- Vi har frataget SAS samtlige luftdygtighedsbeviser til Dash-Q800 efter ulykken i nat. Vi vurderer ikke længere, uanset hvad Havarikommisionen måtte nå frem til, at det er sikkert at sætte sig op i denne flytype, før SAS har dokumenteret, hvad der er galt med flyene og kan dokumentere, at man har rettet fejlen, siger kommunikationsmedarbejder i Statens Luftfartsvæsen (SLV), Tina Larsen.
Flyforbudet går dermed længere end anbefalingerne fra flyproducenten Bombardier, der kun opfordrer til, at alle de omtalte fly med over 10.000 starter og landinger groundes.
SLV tør ikke gætte på, hvornår forbudet kan ophæves.
- Vi skal være helt sikre på, at landdingstellene ikke kollapser igen. Før fejlen er rettet, kommer flyene ikke i luften, siger Tina Larsen.