Senest har man i forbindelse med oprørsdemonstrationerne i Egypten og Iran set, hvordan styret har været hurtige til at lukke internetforbindelser ned over hele landet.
Målet har været at forhindre demonstranternes kommunikation med omverdenen og mulighed for at bruge sociale medier som Facebook og Twitter til at planlægge demonstrationer.
Men ifølge nyhedsbureauet AP skal det nu være slut, mener USA. Amerikanerne vil med den nye internetstrategi forsøge at gøre det teknisk muligt at sikre online kommunikation mellem omverdenen og indbyggerne i de mellemøstlige diktaturer, selvom regimerne forsøger lukke internetadgangen ned.
Når USA på denne måde går aktivt ind i demonstranternes kamp på denne måde, er der tale om en helt ny udenrigspolitisk stil, mener en ekspert.
"Det er en ny amerikansk strategi, hvor man prøver at undgå at puste til den anti-amerikanske ild. At hjælpe folk med at kommunikere frit er noget, alle oppositionsfolk i Mellemøsten ønsker," siger Mette Nøhr Claushøj, USA-ekspert og journalist, til Berlingske Tidendes netavis.
Seneste amerikanske initiativ i forhold til Mellemøsten sås i weekenden, hvor udenrigsminister Hillary Clinton åbnede en Twitter-profil på persisk for at kunne kommunikere USA's budskaber direkte til oprørerne og deres sympatisører i Iran.
Kilde: Berlingske Tidende