Det er slut med at tilbringe sin alderdom i skattely i Spanien og Frankrig, hvis man er dansk pensionist.
Fra nu af skal danske pensionister i syden betale dansk skat af både deres folke- og ratepension. Det skriver Jyllands-Posten.
Hidtil har det ellers været muligt at bosætte sig i for eksempel Spanien og betale spansk skat i stedet for dansk.
Men sidste år vedtog Folketinget, at aftalen om den såkaldte dobbeltbeskatning skulle opsiges af skatteminister Kristian Jensen (V), hvis ikke der kom en ny aftale, der var mere fordelagtig for Danmark.
Tre procent i skat er fortid
En ny aftale skulle have taget hensyn til, at pensionister fra Danmark har haft dansk skattefradrag for deres pensionsindbetalinger.
Da en sådan aftale ikke er kommet på plads, har skatteministeren taget konsekvensen og opsagt den gældende aftale helt.
Det betyder, at danskere i udlandet fremover skal betale almindelig dansk skat af deres ratepension, hvor de tidligere har kunnet slippe med blot tre procent i skat i et land som Spanien.
Ændringen kommer dog ikke til at betyde noget for danskere, der allerede bor i Sydeuropa.