Du er 60 år - og du er fyret.
Sådan gik det for en flykaptajn fra et dansk flyselskab.
Manden blev efter 30 års tro tjeneste bedt om at aftræde, da han fyldte 60 år med henvisning til, at aldersgrænsen i henhold til overenskomsten er 60 år.
Det ville han ikke og gik til sin fagforening, Flybranchens Personale Union, under Serviceforbundet.
Her han man nu efter flere års kamp vundet en principiel afgørelse i Vestre Landsret.
Retten fastslår, at den tidligere flykaptajn både skal have en millionerstatning for overtrædelse af lov om forskelsbehandling og fratrædelsesgodtgørelse, oplyser Serviceforbundet i en pressemeddelelse.
Det skyldes, at en arbejdsgiver ikke kan tvinge en medarbejder til at fratræde et ansættelsesforhold, som nok er reguleret af overenskomster, men samtidig er i strid med et EU-direktiv og dermed også i strid med den danske lov om forskelsbehandling.
Før Vestre Landsret traf sin beslutning, havde også EU-domstolen fastslået, at det er i strid med EU-direktivet at tvinge ansatte til at forlade jobbet, bare fordi de har rundet 60 somre. EU-direktivet giver ansatte mulighed for at fortsætte i jobbet, til de bliver 70.
"Det er en vigtig principiel sag for medlemmet, for Serviceforbundet, ja, for hele fagbevægelsen," siger næstformand i Serviceforbundet, Villy Nielsen.
"Selv om alderen er nævnt i overenskomsten, står loven over overenskomsten, og jeg tror, vi vil se flere af den type sager i fremtiden. Især inden for områder, hvor man som for flykaptajner har en overenskomstmæssig pensionsalder," siger han.