Sloggi har valgt at stoppe en konkurrence, hvor mænd og kvinder skulle lægge billeder af deres numse iført Sloggi-undertøj på internettet.
1.200 danskere har deltaget i konkurrencen, og heriblandt skulle der findes 12 mænd og kvinder til en finale på Rådhuspladsen i København. Konkurrencen er blandt andet blevet kritiseret for at gøre kvinder til salgsobjekter og for at give mænd billeder at onanere til.
- Desværre er vores intention om at finde verdens bedste bagdel blevet misforstået af nogle, og vi er blevet mødt med beskyldninger, vi som et ansvarligt brand tager meget alvorligt og derfor ikke kan sidde overhørigt, skriver Sloggis skandinaviske marktingchef, Sofie Lindahl-Jessen, i en pressemeddelelse.
- Til trods for at vi er overbeviste om, at disse beskyldninger absolut ikke er rigtige, respekterer og værdsætter vi, at andre har en anden holdning. Vigtigst af alt ønsker vi på ingen møde at støde nogens følelser med vores modelkonkurrence, lyder det videre.
80.000 registrerede
Konkurrencen Show me Your Sloggi skulle sende den bedste danske bagdel til et finalestævne med deltagere fra mere end 30 lande i München. Internationalt har 80.000 brugere registreret sig i konkurrencen - lige mange mænd og kvinder. I Danmark var der 1.200 deltagere, og den danske konkurrence havde sidste uge 62.000 hits.
- Jeg synes personligt, at det er meget ærgerligt. Vi havde masser af brugere og hits i Danmark, og jeg vil gerne understrege, at vi har undersøgt forholdene for en sådan konkurrence meget nøje. Derfor skulle man være 18 år for at deltage, og alle fotos blev tjekket grundigt inden upload, siger Sofie Lindahl-Jessen fra Sloggi.
Konkurrencen fortsætter uden dansk deltagelse. Som et lille plaster på såret sender Sloggi et gavekort til deltagerne.