At flyde på et kors iført bikini duer slet ikke. At labbe usædvanligt tyktflydende mælk - eller hvad det nu er - i sig fra det, der ligner en stenskulptur, duer heller ikke, selvom man jo sådan set ikke er en hvilken som helst mis. Miss Frankrig 2008 må således sande, at hun er havnet i en sand kattepine, efter en billedserie med masser af underliv og seksuelle overtoner for nylig dukkede op på internettet og i sladderblade.
Den 22-årige model Valerie Begue risikerer ligefrem at miste sin titel, varsler præsidenten for den franske udgave af skønhedskonkurrencen, Genevieve de Fontenai:
- Hun burde skamme sig og er ikke værdig til at fortsætte som Miss Frankrig, siger præsidenten til fransk radio og understreger, at frøkenen – der stammer fra øen Réunion i Det Indiske Ocean – havde været forment adgang til konkurrencen, hvis billederne var kendt på forhånd.
Det er langt fra første gang, at en skønhedsdronning havner i uføre. Så sent som i fjor var det en delstatsvinder i USA, der røg i moralsk vridemaskine, efter private billeder af letpåklædte kysseseancer med såvel piger som drenge på en bar blev lækket til internettet, den værre sladderhank.