Livsstilssygdomme rammer også tynde mennesker. Især hvis de på grund af et godt stofskifte eller sunde kostvaner ikke synes, de behøver at motionere.
"Der kommer flere og flere inaktive danskere i alle vægtklasser, og især de slanke har en tendens til at glemme, at de også er i risikogruppen. Så længe kroppen ser tynd ud, har mange svært ved at indse, at de skal motionere alligevel for at undgå livsstilssygdomme," siger Ginny Rhodes, formand for foreningen af kliniske diætister, til Berlingske Tidende.
Manglende motion kan medføre sukkersyge, hjertekarsygdomme, knogleskørhed, samt en række kræfttyper. Og her gør det altså ingen forskel, om man er tyk eller tynd.
"Det er faktisk sundere at være overvægtig og aktiv end slank og inaktiv. For motion er en ekstremt vigtig faktor for et godt helbred," siger Ginny Rhodes til avisen.
Slanke mennesker med for få muskler kaldes med et fint ord 'tyndfede'.