Når slagtermestre i flere danske supermarkedskæder snuppes af deres arbejdsgiver for ureglementeret omgang med kødet, udløser det en fyreseddel.
Men ompakningen af kødet er åbenbart ikke noget, forbrugerne behøver at vide noget om. Eller myndighederne for den sags skyld. Det skriver B.T. i dag.
Informationschefen for Kvickly og SuperBrugsen erkender, at de to dagligvarekæder flere gange har afsløret deres ansatte i at fuske med kød og datoer.
"Vi har i flere tilfælde afskediget slagtermestre i vores butikker, efter de er taget af vores interne kontrol for at ompakke kød," siger Jens Juul Nielsen til B.T.
Også Føtex og Bilka har ifølge avisen fyret slagtermestre for at ompakke kødvarerne.
Men kun hvis de afslørede slagtermestres fusk direkte er til fare for kunderne og fødevaresikkerheden, oplyses myndighederne om det.
Fødevareministeren er "godt gal i skralden" over svindlen med fødevarerne. Supermarkederne bør selv fortælle om det, når de griber deres slagtere i at snyde med ompakning, mener han.
"Det vil jeg stærkt opfordre til. Samtidig vil jeg undersøge, om det er lovligt, at de lader være med at fortælle, hvad de opdager. Forbrugerne har jo krav på besked," siger Henrik Høegh (V).