Nogle lande er så håbløst bagud, at næsten ingenting virker på deres udvikling. Fattigdom, korruption og endeløse konflikter tærer på de få ressourcer, der er til rådighed. Skoler og lærere kommer ikke først.
Fem rige lande har derfor besluttet at adoptere de allerfattigste i et særligt målrettet program, der indeholder opbygning af selve de statslige funktioner udover sociale og økonomiske tiltag.
Som endnu en ny tilgang til bistand er det planen, at modtagerlandene selv skal definere, hvordan de ønsker at løse visse kritiske opgaver. Man taler om, at modtagerne skal have større ejerskab af programmerne.
Første runde
Modtagere af hjælpen, der kommer fra Belgien, Australien, Storbritannien, Holland og USA, køres først i stilling i Afghanistan og Øst-Timor plus de afrikanske lande Centralafrikanske Republik, DR Congo, Liberia, Sierra leone og Syd Sudan.
Når FNs Generalforsamling mødes næste gang i september 2012 vil forslag og resultaternes af forsøgene blive forelagt og medlemmerne finder så ud af, hvordan det hele kan arrangeres i stort format.
Når der er høstet erfaringer, vil det særlige program blive udvidet til at omfatte 19 skrøbelige nationer med tilsammen 1,5 milliard indbyggere. Alle de fattigste er så hæmmede i udvikling, at de end ikke vil nå et eneste af de såkaldte 2015-mål.
Helt basalt
I henhold til IRIN News drejer projektet sig om helt basale og nødvendige ressourcer for at kunne køre et land og en nation.
Modtagerlande skal have hjælp til at udvikle et anstændigt politisk miljø, sikkerhed for borgere, retfærdighed, et økonomisk fundament i samfundet, et skattesystem til at skaffe staten indkomster og endelig at kunne yde service til borgerne.
Arkitekterne bag programmet kaldet det en ”New Deal” efter amerikansk forbillede, dengang landet efter finanskrisen i sidste århundrede besluttede at lægge samfundet i mere humane folder.
Britiske Marcus Manuel, en af drivkræfterne bag initiativet, siger beskrivende til IRIN News, at det ”er lige fedt, hvor mange skoler man kan bygge, hvis ingen finder en løsning for lønningerne til lærere.”
Tanken er, at de mest skrøbelige stater ikke kan udnytte traditionel bistand godt nok, fordi pengene ofte havner i de forkerte lommer i form af korruption. Derfor er der behov for en helt ny angrebsvinkel.
[pagebreak]Anden runde
Det er ikke kun i de fattige lande, at effektiviteten halter, når bistand gives. Også de rige lande har noget at lære.
Der er adskillige eksempel på donorer, der venter i årevis med at hjælpe lande, der er på vej ud ad konflikter. Syd Sudan fik for eksempel ikke penge fem år efter fredsaftale, og behovet var til stede. Det hæmmer udvikling.
Dansk bistand har, modsat andre landes, jævnligt været afsat til modtagerlandes statskasse og til selvadministration i udvalgte ministerier. I sidste ende handler det om tillid til revisionen af brugen af pengene.
Ny effektivitet
En åbenlys idé fra initiativtagerne side er, at donorlande endelig bliver enige om et fælles regnskabssystem, så modtagere af bistand fra mange kilder ikke skal anvende mange forskellige systemer til rapportering. I Rwanda er der et eksempel på, at der kommer bedre administration ud af det.
Et sigende eksempel på manglende effektivitet kommer fra afrikanske Liberia, hvor både staten og regeringen skulle hyre folk. FN endte med at hyre 10 gange så mange folk til 2-3 gange højere løn. Samtidig kunne myndighederne ikke finde de rette folk til opgaverne.
Den måske største forhindring for udvikling er korruption, der er overordentlig almindelig i fattige og da især i skrøbelige og konflikteramte lande. Mange i disse landes ledelse og administration ønsker måske slet ikke at komme af med mulighederne for at skaffe et løntilskud under bordet.
At udrydde korruption i skrøbelige stater kan tage 20-30 år, fastslår Verdensbanken i en rapport.