Blandt gamle mælkekartoner og æbleskrog kan din skraldespand gemme informationer, som kan koste dig tusindvis af kroner, hvis de falder i de forkerte hænder. Alt for mange smider nemlig vigtige, personlige dokumenter ud med skraldet. Britiske forskere og kommunalarbejdere har gennemrodet 120 husstandes skrald i London, og halvdelen af skraldespandene indeholdt materiale, som kunne blive dyre for ejerne, skriver BBC. De britiske skraldespande indeholdt blandt andet numre på bankkonti, eksempler på underskrifter på kreditkort og koder til hævekort.
I Storbritannien er antallet af såkaldte identitetstyverier mere end femdoblet på fem år ifølge landets bedrageriafdeling, CIFAS. Tyvene er så flittige, at den britiske regering vurderer, at stjålne identiteter kostede landet næsten 20 milliarder kroner i 2005. Derfor har regeringen iværksat en kampagne, som skal få briterne til at passe bedre på deres personlige oplysninger.
»Bedrageri med identiteter er en af landets hurtigst voksende kriminalitetstyper. Når du smider dine personlige oplysninger ud, kunne du ligeså godt sætte en annonce i den lokale avis. Vi gør det alt for let for identitetstyvene,« siger formanden for regeringens udvalg om identitetstyveri, Nigel Evans. I Storbritannien har enkelte borgere fået stjålet så mange oplysninger om deres
identitet, at de er blevet nødt til formelt set at erklære sig selv »afdøde« for
at komme ud af problemerne. Fænomenet er blevet kendt som »pseudocide« eller
pseudo-selvmord.
Sådan undgår du identitetstyveri:
- Smid ikke hele regninger, kvitteringer og
kreditkort-kvitteringer ud.
- Makuler eller riv din post i stykker, før du
smider den ud.
- Brug aldrig det samme kodeord til alle dine
konti.
- Gå ikke med informationer om din adresse i din pung.
- Tjek
dine kontoudtog løbende, så du opdager mærkelige transaktioner.
- Opbevar
dine vigtige informationer et aflåst sted. Giv aldrig koder eller personlige
oplysninger ud uden at tænke dig godt om først.
Kilde:
www.identity-theft.org.uk