Skraldekonflikten fortsætter, og det betyder, at husstande i Glostrup, Gladsaxe, Hvidovre, Herlev og Ballerup kommune tidligst vil få tømt affald på mandag.
Skraldemændene i virksomheden HCS valgte onsdag at nedlægge arbejde, og det fortsætter de med.
Således stemte medarbejderene for at fortsætte arbejdsnedlæggelsen på et møde her til morgen, oplyser P4 København.
Det sker i protest mod ledelsen, som har givet skraldemændene besked på at foretage tømninger, der er i strid med de retningslinjer, de har fået fra Arbejdstilsynet.
Det er femte gang på tre måneder, at de ansatte i HCS nedlægger arbejdet.
Medarbejdernes talsmand Ronni Larsen oplyser, at der vil blive hentet skrald på vigtige steder som plejehjem og dagsinstitutioner.