Mens skraldet i Århus hober sig op på 11. dag, har skraldemændene i renovationsfirmaet HCS her til morgen valgt at trodse advarslerne om fyringer og fortsætte deres strejke på ubestemt tid. Skulle det alligevel medføre fyresedler, vil deres kollegaer i andre århusianske renovationsfirmaer også nedlægge arbejdet, siger tilladsmand Jan Dion Christen fredag morgen, hvor skraldemændene har holdt fagligt møde i Århus:
»Det er kun HCS som strejker. De andre skraldemænd er kørt på arbejde, men vil kaldes hjem i tilfælde af, at HCS-ansatte bliver fyret,« siger han.
Strejkerne skyldes utilfredshed med arbejdsforholdene. Konflikten blussede op, da to skraldemænd i HCS modtog skriftlige advarsler, fordi de var sygemeldt i længere tid. Skraldemændene begyndte at strejke mandag og Arbejdsretten har pålagt dem at begynde arbejdet igen, da det ellers kan betyde fyringer. Den advarsel valgte skraldemændene så at trodse her til morgen. Og beslutningen møder opbakning flere steder i landet, siger tillidsmanden:
»Jeg er blevet ringet op af mange andre skraldemænd, der giver moralsk opbakning,« siger Jan Dion Christen, der har fået opringninger fra København, Djursland, Randers, Ålborg og Kolding.
Skraldemændene i HCS vil fortsætte deres strejke på ubestemt tid, indtil HSC trækker advarslerne til de sygemeldte kollegaer tilbage.