Der skal nye boller på suppen i de danske skoler, hvis det står til regeringens Forebyggelseskommission. Eller nok rettere flere gulerødder, æbler og groft rugbrød.
Kommissionen mener nemlig, at sundere mad i skolerne er vejen frem, hvis vi skal til at leve sundere og undgå diverse livsstilssygdomme.
Derfor anbefaler kommissionen, at den sunde mad i skolerne sikres ved at man laver en såkaldt certificerings-ordning.
Den skal stille en række krav til madproducenterne, hvis de vil lave skolemad. Det kan for eksempel være, at maden ikke er for fed, og at der skal indgå frugt og grønt, siger kommissionens formand Mette Wier.
"Som det er i dag, spiser to ud af tre børn for meget sukker, og de færreste børn spiser nok frugt og grønt," siger kommissionens formand Mette Wier til DR.
I dag har syv ud af 10 skoler en eller anden form for madordning.