Fremtidens lærere skal være lidt klogere for at komme ind på studiet.
Det mener undervisningsminister Tina Nedergaard (V), der vil have en højere adgangskvotient på lærerstudiet, mens kun en ud af 10 studerende skal have adgang via kvote 2.
"Vi skal øge prestigen i læreruddannelsen for at sikre os, at det bliver de allerdygtigste elever, som vil være lærere," siger hun til Politiken.
Samtidig med højere karakterer fra gymnasiet vil undervisningsministeren også have de lærerstuderende ud i praktik hurtigere.
Hos de Lærerstuderendes Landskreds er formand Line Hjarsøe som udgangspunkt glad for ændringer, der kan forbedre uddannelsen. Men hun er ikke helt enig i ministerens forslag.
"Vi vil gerne snakke mere med ministeren om de her forslag. Det er spændende at se på praktikken, men vi er ikke med på de forslag, der er omkring adgangskrav," siger Line Hjarsøe til Nyhedsbureauet Newspaq.
Gymnasiekaraktererne er ikke nødvendigvis afgørende for, om man er egnet til at blive skolelærer, mener de studerendes formand.
"Der er selvfølgelig en masse ting, man lærer, når man går på gymnasiet eller en anden ungdomsuddannelse. Men der er også mange ting, man ikke lærer. Jeg synes, det er vigtigt, at adgangssystemet afspejler, at der er andre kompetencer i spil også," siger Line Hjarsøe.
Det er endnu ikke fastlagt, hvor høj adgangskvotienten på lærerstudiet skal være.