Det går ud over eleverne, at 1.000 lærere over hele landet står til at miste deres job.
Det siger de danske skoleelever, der dumper kommunernes massive nedskæringer på folkeskolerne.
Mindst 1.000 lærere skal fyres - og det kommer uundgåeligt til at gå ud over undervisningen, siger formanden for de danske skoleelever, Troels Boldt Rømer.
"Jeg er alvorligt bange for, at når man skærer så drastisk, så får det en stor indvirkning på kvaliteten af undervisningen. Det her går ud over to-lærer-ordninger, holddeling og lignende tiltag. Det er rigtig ærgerligt, for det er nogle af de ting, som vi ved øger kvaliteten af undervisningen," siger Troels Boldt Rømer til Newspaq.
Han mener, at folkeskolerne er et dårligt sted at spare set samfundsøkonomisk.
"Jeg mener ikke, at kommunalpolitikerne er deres ansvar bevidst, når de skærer på skolerne. Eleverne i folkeskolen er dem, der i fremtiden skal tage over, og sørge for, at velfærdssamfundet kan fungere. Når man sparer på os, så kan det få konsekvenser langt ud i fremtiden," siger Troels Boldt Rømer.
Formanden for Danmarks Lærerforening er enig med Troels Boldt Rømer i, at eleverne bliver den store taber ved besparelserne.
"Der er ingen tvivl om at eleverne får færre timer, der bliver højere klassekvotienter, og der bliver færre lejrskoler. Det er hele vejen rundt, at der bliver skåret ned," siger han til Newspaq.