Folkeskoleelever vil af med udenadslære og nervøsitet op til eksamen.
Foreningen Danske skoleelever (DSE) vil derfor afskaffe 9. klasses afgangseksamen og i stedet indføre en tre måneders projektopgave som afsluttende projekt.
"Den afgangsprøve vi har i dag, er ikke brugbar, den afspejler ikke undervisningsforløbet, og man får ikke noget ud af hverken processen omkring den eller den efterfølgende evaluering," forklarer formanden for DSE, Troels Boldt Rømer til Newspaq.
Han mener, at et projektforløb i langt højere grad afspejler, hvor meget viden eleven reelt har opsamlet.
"Det viser, at du kan bruge din viden i projektarbejdet, ligesom man senere hen skal gøre på arbejdsmarkedet," siger Troels Boldt Rømer.
Men det forslag får ingen opbakning hos Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini.
"Vi synes, det er rigtig vigtigt, at alle får mulighed for at få en egentligt afsluttende opgave med en eksamen, man bliver bedømt for og ikke en meget stor projektopgave, som vi desværre ved, kan hægte alt for mange børn af, hvis de kommer fra ikke-boglige hjem," siger Antorini til Newspaq.
Den kritik forstår Troels Boldt Rømer ikke.
"Så længe, der er en lærer, der kan støtte, hjælpe og fortælle, hvordan tingene skal foregå, så kan man også sagtens få de svage elever med ind over. Men det er noget, der skal arbejdes på," siger han.
Heller ikke de konservatives uddannelsesordfører, Charlotte Dyrmose, er tilhænger af at afskaffe eksamen, men det slår ikke skoleelevernes formand ud.
"Vi holderen konference på Christiansborg den 4. februar, hvor vi vil invitere alle politikerne til dialog om forslaget. Så kan vi finde ud af, hvilke huller der er, og vi kan i det hele taget få en debat om den afgangsprøve, vi har i dag, som på ingen måde er brugbar. Den skal vi have lavet om på, og jeg håber snart det går op for politikerne, at vi er nogle skoleelever ude i landet, der synes, at afgangsprøverne er spild af tid," slutter Troels Boldt Rømer.