Ulykken skete, da eleverne var ude i et aktivitetscenter. Her
stod underholdningen på rafting i et bassin i en flod med kunstig strøm. Men uheldigvis
sad en 15-årig pige fast i nogle sten på flodbunden, og hverken instruktører
eller lærere kunne få hende op, fortæller skoleinspektør på Bidstrupskolen,
Peter Franklin, der blev underrettet umiddelbart efter ulykken.
Der var to lærere, to instruktører og 14 elever til stede,
da ulykken skete.
Elever og lærere befinder sig stadig i Tjekkiet, men skolen
er i samarbejde med Europæiske Rejseforsikring ved at arrangere hjemrejse til
de chokerede lærere og elever. Lige nu får lærere og elever krisehjælp af fire
krisepsykologer, der blev fløjet til stedet kl. 21.00 i aftes.
- Vi regner med at få dem hjem i aften. Lige nu er vi ved at
arrangere, hvordan vi tager imod dem, når de kommer hjem. De har stadig et
stort behov for at være sammen, for det giver en kæmpe samhørighedsfølelse, når
man har oplevet sådan en ulykke sammen, siger Peter Franklin, der regner med at
eleverne skal mødes i et lokale efter landing, hvor de får talt igennem endnu
engang.
Skolen har underrettet alle skolens elever om dødsfaldet, en
tung opgave, som skolens klasselærere står for. Forældrene på skolens ottende
årgang fik alle beskeden om ulykken i går aftes.
- Der skal selvfølgelig laves en mindehøjtidelighed for hele
skolen inden for de næste dage. Og så skal vi måske også med til begravelsen,
hvis forældrene ønsker det, siger Peter Franklin.