Stadig flere børn bor alene med far.
Ifølge Kristeligt Dagblad har antallet af fædre, som lever alene sammen med deres børn, rundet 20.000. Det svarer til en stigning på 33 procent de seneste ti år.
Seniorforsker på Socialforskningsinstituttet Bente Olsen mener, at fædre i dag er knyttet tættere til deres børn og engagerer sig mere. Derfor er det også mere naturligt, at de står for opdragelsen i tilfælde af en skilsmisse.
- Når
skilsmissen kommer, vil flere fædre end tidligere derfor gøre krav på
barnet. Og flere mødre er samtidig villige til at give afkald.
Formentlig fordi de stoler mere på mandens evner til at tage sig godt
af barnet, men også fordi moderrollen har ændret sig, siger Bente Olsen til Kristeligt Dagblad.
Og det er da heller ikke nødvendigvis skidt for barnet at bo sammen med far.
Tværtimod viser en 10 år gammel undersøgelse fra
Socialforskningsinstituttet, at enlige fædre klarer
forælderjobbet bedre end enlige mødre. Det skyldes blandt andet, at mændene generelt har et mere fleksibelt arbejde,
og at børnene oftere ser begge forældre, når de bor hos faderen, end
hvis de bor hos moderen.