Af Christina Alfthan | chal@avisen.dk
Den gode vilje kan gøre julen besværlig for skilsmissebørn.
Forældrene vil nemlig gøre det så godt som muligt, og derfor ender mange danske børn med at fejre juleaften to gange.
Og det er synd, siger børnepsykologer, der anbefaler, at man nøjes med at fejre juleaften den dag, det rent faktisk er juleaften:
»Børn vil gerne tilgodese begge forældre, så hvis de ved, at de skal holde juleaften hos far den 23. og igen hos mor den 24., kan det stresse dem. For julen er i forvejen fyldt med en masse forventniger, og det er hårdt for børn at skulle igennem den anspændte stemning to dage i træk,« siger psykologen Lene Dam Petersen.
Ikke børnenes behov
Og barndommens juletid er ikke lige sådan til at ryste af sig.
Lene Dam Petersen møder stadig voksne skilsmissebørn, der ser tilbage på barndommens jul som en belastende og stresset tid.
»Det er ikke børnenes behov at fejre juleaften to gange. Så forældrene må aftale, hvem der holder den, og hvad den anden forælder så gør i stedet. Man kan jo hygge sig på mange måder uden at holde juleaften to gange,« siger lektor i børnepsykologi Grethe Krag-Müller.
Begge psykologer understreger, hvor vigtigt det er, at forældre ikke kører julen op og ubevidst kommer til at konkurrere med den anden.
Risiko for en fuser
For børn lader sig rive med af stemningen, og er mor helt spændt op i julehysteri allerede lillejuleaften, så risikerer selve juleaften nemt at blive lidt af en fuser, når børnene skal fejre den hos far. Hjemme hos familien Kort Kristensen, der tæller tre børn fra faderens første forhold og et fælles barn med den nye kæreste, er de nået frem til, at en stor sammenbragt jul er det bedste.
»Vi holder jul sammen allesammen for tredje år i træk. Det vil sige alle fire børn, mig og min kæreste Tim og moren til hans tre ældste børn. På den måde er alle sammen, og julen bliver hyggelig for alle,« fortæller Mette Kort.
Men inden de kastede sig ud i det, aftalte de præcis, hvad der skulle spises, og hvordan aftenen skulle forløbe.
»Vi havde lidt forskellige vaner med mad, og hvornår der skulle pakkes gaver op, men vi har talt os til rette, og det fungerer fint.«
Tag ikke forventningens glæde fra børnene. Respekter at der kun er én juleaften.
Er børnene ikke hos dig juleaften, så lad være med at snigløbe med en stor julefest 23. december.
Man kan julehygge med børnene på mange måder både før og efter juleaften. Men kør det ikke op.
Har du en speciel gave, du vil give dit barn selv, så kan du godt gemme den til efter juleaften.
Hvis mor og far kan være sammen juleaften, er det godt. Men gør det kun, hvis I selv tror på det.
Kilde: Lene Dam Petersen, psykolog. Grethe Krag-Müller, lektor i børnepsykologi.