Blandt de cirka 20.000 gæster ved dette års Superrally for
Harley-Davidson-entuisaster i Fredericia var foruden en masse medlemmer fra landets rockergrupper også en gruppe kampivrige skattemedarbejdere.
I løbet af torsdag og fredag lykkedes de skattefolkene at inddrive knap seks millioner
kroner, som rockere skyldte staten, skriver dr.dk.
De antastede, hvoraf de fleste var fra de kendte grupper HA, Bandidos,
AK81 og No Name, skyldte blandt andet staten penge i form af skatte- og
momsrestancer fra deres firmaer eller ubetalte bøder og
sagsomkostninger fra retssager.
Dem, der ikke kunne betale på stedet fik taget motorcykler eller andet i pant, men flere valgte at betale på stedet.
- Vi havde blandt andet en fyr, som blev hevet med over til en
hæveautomat, og så fik han lov til at hæve maksimumbeløbet ni gange,
før han var gældfri, mens vi i en anden sag endte med at tage pant i en
strandvejsvilla for 400.000 kroner, siger afdelingsleder Erik Asmussen fra Skats center for økonomisk kriminalitet i Billund til dr.dk.
Inkassatorernes arbejde gav ifølge Skat ikke anledning til synderlig
ballade, men i enkelte tilfælde måtte betjente træde til og beskytte de
kvindelige fogeder mod rasende rockere.