46 kilo hård narko fik Skat og deres narkohunde snuset sig frem til under en særlig aktion ved Rødby/Gedser-færgeovergangen. Det skriver Skat i en pressemeddelelse.
Fangsten er den største i Skats historie. Udover hundesnuderne giver Skat ros til de øvede 'toldernæser', der opsnappede de to mistænkelige biler, hvor narkoen befandt sig i.
Den ene bil transporterede de 40 kilo, og den anden indeholdt de resterende seks.
"Det et dejligt at se, at vores øgede indsats ved grænsen virker," siger den nyligt indsatte skatteminister Peter Christensen (V).
I 2011 er der indført øget kontrol med landegrænsen ved Rødby/Gedser-overgangen. Og fundet af den hårde narko tyder på, at det tiltag har virket, mener Skat.
Udover den øgede kontrol, har Skats medarbejdere fået flere hundenæser i folden.
Grænserne ved færgeovergangen var lukket ned næsten hele dagen i går, fordi narkokontrollen var i gang.