Skatteminister Kristian Jensen (V) skal i Folketingets skatteudvalg forklare, hvor Skat betaler millioner i strafrenter.
Det sker, efter det i dag er kommet frem, at Skat hver måned bruger 20 millioner kroner på at betale strafrenter tilbage til danske virksomheder, fordi man ikke overholder tidsfristen for tilbagebetaling af overskydende moms.
Det har i år foreløbigt kostet staten over 160 millioner kroner.
Men skatteministeren vil ikke tage ansvar for de mange spildte millioner. Han henviser til ledelsen i Skat, da han mener, det er en ledelsesmæssig opgave at prioritere ressourcerne.
Og det har han for så vidt ret i, mener de radikales skatteordfører, Niels Helveg Petersen. Men det er ministerens ansvar, at der er tilstrækkelig med ressourcer, mener han. Derfor kalder han ministeren i samråd, hvor han skal uddybe, hvordan det kan gå til, at der bliver brugt så mange penge på at udbetale strafrenter.
"Skatteministeren er virkelig gået hårdt til Skat, som er ramt af store nedskæringer i budgetter og antallet af stillinger. Han kan godt sige, at de skal prioritere, men så skal de altså også have rimelige ressourcer til rådighed," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han får opbakning fra både højre og venstre, hvor skatteordførerne Mikkel Dencker (DF) og Jesper Petersen (SF) kalder sagen for henholdsvis "rent hul i hovedet" og "pinlig".
"Man kan ikke bare skubbe ansvaret over på nogle ledere i Skat. Skatteministeren er den øverst ansvarlige leder af Skat, og derfor er det ham, der må tage ansvar for, at de her ting er foregået. Det er nogle åndssvage penge at betale ud," siger Mikkel Dencker til Newspaq.
Regeringen begyndte i 2007 nedskæringerne hos Skat. Frem til 2013 bliver over en fjerdedel af Skats medarbejdere barberet væk.