- Det er med enorm glæde og stolthed, Danmarks Smukkeste Festival nu kan præsentere et af den internationale musikscenes største navne som performer på årets festival.
- Prince har selv ønsket at give koncert i de smukke rammer på Bøgescenen i Skanderborg - og gør det under overskriften "The Beautiful Experience".
Således skriver festivalen i det jyske på sin hjemmeside, hvor man netop har offentliggjort, at Prince kommer forbi og giver koncert til sommer.
Festivalen afslører samtidig, at Prince skal spille den allersidste koncert på den første festivaldag, der er den 7. august.
Prince udsendte sit første album tilbage i 1978. Han brød for alvor igennem i 0'erne med mesterværker som "1999", "Purple Rain", "Parade" og "Sign O' The Times".
Det amerikanske magasin Rolling Stone har ham ikke bare på sin liste over "100 Greatest Artists" - men også på listen over "100 Greatest Guitarists", "100 Greatest Singers", "500 Greatest Songs of All Time" og "500 Greatest Albums of All Time", skriver festivalen på sin hjemmeside.
Prince kommer til Smukfest i selskab med sit band NPG, der blandt andet tæller den danske bassist Ida Nielsen.
Smukfest 2013 finder sted fra 7. til 11. august.
/ritzau/