Alle de medieliderlige danskere, der ikke kom igennem nåleøjet til ’Paradise Hotel’, ’Hvem vil være millionær’ og ’X-factor’, kan nu stille op til det mest grænseoverskridende show på tv netop nu. TV3 har nemlig købt rettighederne til at sende programmet ’Sandhedens Time’, som har lagt gader øde i Sverige, USA og resten af verden.
Deltagerne afslører deres allermest sårende og intime hemmeligheder i en hæmningsløs jagt på 15 minutters tv-berømmelse og en halv million kroner.
Fantasi om mandens ven
Deltagerne bliver udstyret med en løgnedetektor og derefter stillet spørgsmål om de allermest intime detaljer i deres liv, for eksempel om de har været deres ægtefælle utro, fortrudt, at de blev gift, fantaseret om deres mands bedste ven, haft sex med deres bedste vens kæreste, og om deres ekskærester er bedre elskere end deres nuværende mænd. Imens sidder deltagernes nære venner, kæreste og familie på scenen. Hvis deltagerne ikke lyver, vinder de den store gevinst.
»Vi har haft en masse moralske overvejelser, før vi sagde ja til konceptet,« siger Søren Hedman fra TV3.
Han understreger, at TV3 ikke er herre over de ting, deltagerne har løjet for deres nærmeste om i deres liv.
»Men vi er sikre på, at vi nok skal få lavet et godt og positivt show,« siger han.
Kæresten skred
I den svenske udgave af programmet mistede deltageren Linus alt på sin og kærestens femårsdag. Han deltog for at få penge nok til et bryllup med kæresten, Sofia. Men da han under programmet indrømmede at have været hende utro, at han synes, hans venners kærester var pænere end hende, og at han gerne ville have, at hun skulle have silikonebryster, brød hun helt sammen for åben skærm.
Efter programmet flyttede hun øjeblikkelig ud af deres fælles hjem. Linus vandt til gengæld 75.000 kroner.
TV3 har allerede en vært klar og sender programmet fra efteråret.
Hvis du er klar til at såre dine nærmeste og udstille dine hemmeligheder på tv til gengæld for lidt berømmelse og en halv million kroner, så kontakt TV3.