Forestillingerne er aflyst både i dag og i morgen, efter instruktøren bag sceneshowet City Singler, Jens Frausing, har meldt sig syg på grund af stress.
Det skriver B.T.
Første ombæring af City Singler blev set af 45.000 danskere på Teaterscenen Bremen i København, så nu håber producenten bag stykket, Carsten Svoldgaard, ikke, at instruktørens sygdom sætter en kæp i hjulet for at holdet kan gentage succésen.
"Det er tre-fire dage siden, Jens meldte sig syg. Han havde det meget dårligt, og kastede op. Han kunne simpelthen ikke passe sit job," siger produceren til B.T.
"Der var nogle ting, der endnu ikke var på plads i stykket, og vores fire skrappe piger skal ikke udsættes for, at alting ikke er på plads."
Showet Frækkere i 2'eren har stjernerne Sofie Lassen-Kahlke, Kaya Brüel, Anne Louise Hassing og Trine Gadeberg i hovedrollerne.
Som en midlertidig erstatning for Jens Frausing, har holdet hentet den erfarne skuespiller Gordon Kennedy ind.
Den nye dato for præmieren er rykket til d. 24. februar, og efter premieren er det planen, at teatershowet skal turnere rundt i 24 danske byer frem til april måned.
Kilde: http://www.bt.dk/kendte/succes-instruktoer-gaaet-ned-med-stress