Hvis du er mand og har en kone eller en kæreste, er du sikkert en lovlydig borger. Kriminelle lovovertrædere er nemlig oftest single-mænd.
Enlige mænd er overrepræsenterede inden for næsten alt slags kriminalitet lige fra vold og mord til spirituskørsel, dokumentfalsk og narko-handel.
For eksempel var over 80 procent af alle voldtægtsdømte i 2006 singlemænd, og to ud af tre overgreb mod børn under 12 blev begået af enlige, viser tal fra Rigspolitiet.
Ægteskab beskytter
Ægteskabet beskytter nemlig mænd mod at begå kriminalitet.
»Når man har forpligtelser over for familien, tænker man sig måske lige om en ekstra gang, inden man siger ja til et bankrøveri,« siger professor ved Aarhus Universitet Michael Svarer.
Han er medforfatter til en ny bog om kriminelles parforhold og kærlighedsliv.
»Hvis du hænger ud på gadehjørner og bodegaer med dine småkriminelle venner, er der større risiko for at blive blandet ind i noget ulovligt, end hvis du sidder på sofaen med kæresten og ser 'Vild med dans',« siger Michael Svarer.
Upopulære kærester
Kriminelle mænd har ellers ikke svært ved at finde kærligheden.
»Kriminelle mænd har ikke sværere ved at finde en kæreste end andre mænd. men de har sværere ved at holde på dem,« fortæller Michael Svarer.
Og når en gift mand bliver dømt for kriminalitet, stiger risikoen for at blive skilt.
»Mænd med domme har typisk dårligere jobs og lavere indtægt, så derfor er de også mindre attraktive som mænd og forsørgere,« siger Michael Svarer.
Der er dog et enkelt punkt i straffeloven, som mænd med koner og kærester overtræder mere end de enlige. De gifte og samboende mænd kører mere over for rødt og får flere fartbøder end de enlige.
»Gifte mænd tjener flere penge og har derfor større biler. Og så opfattes trafikovertrædelser jo ikke som kriminalitet på samme måde som vold og voldtægt og er derfor ikke noget, der skræmmer kvinderne væk,« lyder et gæt fra Michael Svarer.