Forholdene for psykisk syge på landets bosteder er umenneskelige, siger SIND, efter en ny sag om vanrøgt på bostedet Ringbo i Bagsværd, hvor 158 psykisk syge lever deres tilværesle
Især lider plejestederne under en massiv personalemangel, siger SINDs formand Finn Graa Jakobsen, der for kort tid siden blev informeret om den nye sag om Københavns Kommune.
- Det er en forbandet, ubehagelig sag. Men man kunne finde de samme forhold i Århus, Odense eller Esbjerg. Vi kan simpelthen ikke være det her bekendt overfor psykisk syge, der skal leve under forhold, som vi ikke kan være bekendt som samfund, siger Finn Graa Jakobsen.
Om 14 dage vil Bastard Film således vise billeder fra bostedet RIngbo, filmet af en journalist, der bevæbnet med skjult kamera har været ansat på bostedet, og her filmet afføring på væggene og massivt rod med medicinen.
- I det hele taget, at en journalist uden plejeuddannelse, kan blive ansat på et bosted, viser hvor langt ude vi er. Der mangler et meget stort antal hænder på bostederne, og så tager man hvad man kan få. Og så skrider alt jo. Der går kage i det hele og beboerne kan ikke få den pleje, som er nødvendig. Og det bliver en ond cirkel, hvor det bliver værre og værre. Hvis der samtidig er en svag ledelse, så bliver det endnu værre, siger Finn Graa Jakobsen, der nu vil tage kontakt til socialministeren.
- Hele området trænger til flere hænder og langt mere pleje. Det har været gemt væk i et hjørne, hvor ingen har lyst til at se på det, siger Finn Graa Jakobsen.
Tilgengæld er han ked af, at psykiske syge, der ikke har bedt om at blive filmet nu skal udstilles i nationalt fjernsyn.
- Det er da ikke i orden, at man udstiller mennesker med alvorlige problemer, som tvangstanker i bedste sendetid. Mennesker, der ikke har givet tilsagn, til at de må bruges. Jeg synes, det er et alvorligt etisk problem, som journalisterne bag skulle tænke over, siger Finn Graa Jakobsen.