Syv nederlag i træk på hjemmebane var Silkeborgs knap så imponerende statistik før søndagens hjemmekamp mod Superligaens nummer to fra FC Midtjylland. En statistik som ikke ligefrem havde lokket tilskuerne ud af de varme stuer og ind på Silkeborg Stadion, der havde flere tomme sæder end fyldte.
De fremmødte Silkeborg-tilhængere har nok også fortrudt, at de havde valgt at se fodbold denne søndag eftermiddag, for de blev hverken forkælet med flot fodboldspil eller den første Silkeborgsejr på hjemmebane.
Kedelig første halvleg
Silkeborg var egentlig fint med i kampen i første halvleg, men de skabte ingenting offensivt, og FC Midtjyllands målmand Lasse Heinze havde ikke en reel redning i de første 45 minutter. Det tætteste, Silkeborg var på en scoring, var to halve chancer til Kim Olsen, hvoraf den ene var et stykke over mål, mens han manglede en halv meter i at nå frem til den anden.
Det, der fuldendte en første halvleg, som var kedeligere end en Helmut Lotti koncert var, at FC Midtjylland var et stykke fra det offensive spil, de har vist i de seneste kampe. Det lykkedes dog midtjyderne at komme frem til to store chancer.
Den første kom til Claus Madsen efter et kvarter, men i fri position sparkede han lige på David Preece i Silkeborg-målet. Derefter måtte de tålmodige tilskuere vente næsten 20 minutter på den næste chance, som Mikkel Thygensen dog helkiksede og sparkede ved siden af, selv om han var alene igennem med Silkeborgs målmand.
Forvandlet FC Midtjylland hold
Fra anden halvlegs start viste de midtjyske ulve dog, hvorfor de er tophold og Silkeborg bundhold. De satte sig tungt på kampen, og efter 56 minutter kunne Dennis Sørensen stige til vejrs og heade Jesper Mikkelsens hjørnespark i kassen.
Bagud 1-0 skulle Silkeborg frem på banen og skabe noget offensivt, men det formår silkeborgenserne bare ikke i øjeblikket, og så er det svært at vinde fodboldkampe. FC Midtjylland var væsentlig tættere på 2-0, da de havde flere nærgående forsøg ved blandt andet Frank Kristensen og Leon Jessen, mens hjemmeholdets bedste forsøg var et hovedstød fra Heidur Sveinsson, der dog var en god meter forbi FC Midtjyllands mål.
Derfor kunne midtjyderne fejrer den femte sejr på stribe, mens Silkeborg nu har tabt otte kampe i træk på hjemmebane og nok må vende sig til at spille uden fans på eget stadion, hvis ikke spillet og resultaterne bliver bedre.