Siden i nat har fransk, amerikansk og britisk militær bombet Gaddafis styrker i Libyen. Men allerede nu lufter SF muligheden for også at sætte landtropper ind.
"Hvis det alligevel lykkes Gaddafi at massakrere befolkningen, så tror jeg man bliver nødt til at overveje muligheden for, at sætte ind med landtropper. Også for at sikre at der kan komme nødhjælp til civilbefolkningen," siger Holger K. Nielsen(SF) til Newspaq.
Han mener dog ikke, at det er danske landtropper, der skal sendes til Libyen.
"Det er ikke realistisk, at danskere skal sendes af sted. Danske soldater er i forvejen travlt beskæftiget i Afghanistan. Men jeg kunne forestille mig, at andre lande i regionen kunne bidrage med fodsoldater," siger han.
Han mener landtropperne bliver nødvendige, fordi flyveforbuddet kommer forholdsvis sent.
"Gaddafi har haft tid til at gå massivt ind i meget tætbefolkede områder, og der kan man jo ikke bare bombe, uden også at dræbe en masse civile, og det ville være uacceptabelt," siger han.
Diskussionen om at sætte landtropper ind i Libyen mener Michael Aastrup fra Venstre, er helt forkert at tage nu.
"Nu har vi en operation i Libyen, der ikke engang har været i gang i et døgn, og den skal have tid til at virke. Så selvom SF gået i Rambo-mode, må de lige give luftangrebene en fair chance," siger han til Newspaq.