Det var en stolt og glad Villy Søvndal, der i går blev genvalgt som SF s formand på partiets landsmøde i København.
På tre år er SF stormet frem, og lykkes det partiet at komme igennem med et nyt forslag om at nedsætte valgretsalderen til 16 år, er der gode chancer for, at partiet bliver endnu større til næste folketingsvalg.
»Vi mener sagtens, at unge på 16 er i stand til at træffe et valg om, hvem der skal sidde i folketinget. Og jo tidligere, de bliver inddraget i beslutningsprocesserne, jo mere styrker vi demokratiet,« siger SF s forsknings- og universitetsordfører, Jonas Dahl.
Ingen bagtanker
Forslaget er en del af et større ungdomspolitisk udspil, som er blevet vedtaget af SF s folketingsgruppe.
Ved sidste folketingsvalg stemte 26 procent af førstegangsvælgerne på SF, men Jonas Dahl afviser, at der er en strategisk bagtanke bag forslaget.
»Det er ikke noget bevidst forsøg på at fiske stemmer hos de unge vælgere. Vi vil bare gerne give de unge mere medindflydelse og sikre os, at de er en del af debatten,« siger han
Sidst partiet gjorde et forsøg på at nedsætte valgretsalderen var i 2004. Dengang var der opbakning hos oppositionen. Men regeringen og særligt Dansk Folkeparti har tidligere været negativt stemt, og derfor er der heller ikke noget, der tyder på, at forslaget kan samle et flertal i Folketinget.
Udover at give flere unge stemmeret foreslår SF blandt andet at sætte et loft på maksimalt 28 elever i klasserne på de gymnasiale uddannelser, og at huslejen på ungdomsboliger skal være 25 procent lavere end i dag.