Om blot otte dage går det løs ved kommunalvalget, så den kommende uge gælder alle kneb i kampen om en plads på landets rådhuse.
Politikerne håber simpelthen på samtaler alá, "Har du set ham den lækre borgmesterkandidat fra Fredericia?" "Nej, jeg er blevet smålun på en lækker SF'er fra Odense."
Én smutvej til en karriere i politik er et smukt ydre, men de skønne sexede former kan give bagslag, hvis ikke de stræbsomme politikere tænker sig om.
Det siger tre eksperter i politisk kommunikation og personlig fremtoning til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Udseende kan være en god måde at få opmærksomhed på, og det kan vel også få kandidaten valgt. Men hvis han eller hun ikke har mere at byde på, så bliver det nok svært at blive genvalgt," fastslår lektor på Copenhagen Business School i politisk kommunikation Sine Nørholm Just over for Newspaq.
Men skønhed er altså aldrig i udgangspunktet en bagdel. Stylist Susanne Thrane, der er indehaver af firmaet Typestyling, bakker op.
"Myten om, at man ikke kan være smuk og velbegavet er død i dag. Men i et seriøst erhverv som politik er det enormt vigtigt ikke at skuffe. Derfor bør man virkelig have styr på fakta, hvis man er så heldig at have udseendet med sig, ellers bliver du dømt ude," forklarer hun.
John de Summer-Brason er forfatter og ekspert i noget så eksotisk som personlig branding. Og han har at ganske håndgribeligt råd til smukke kandidater, der vil tages alvorligt.
"Hvis man eksempelvis er udstyret med et sæt ordentlige forlygter, så kan man jo skrue sig ned i en spadseredragt, der signalerer autoritet," siger han, og anbefaler samtidig, at lækre kandidater opbygger et ordentligt cv, så de kan vise omverdenen, hvad de har at byde på.
Men hvor meget betyder udseendet egentlig?
"Udseende betyder især noget indenfor partierne. Mange ved, hvilket parti de vil stemme på, men inde i boksen kan det ydre betyde noget for, hvor krydset ender," svarer Sine Nørholm Just.
CBS-lektoren mener, at førstegangsvælgere nok har en smule større tilbøjelige til at dømme efter udseende ud fra tankegangen 'han ser unge og frisk ud - han får mit kryds'. Men det er nok ikke hele sandheden, mener John de Summer-Brason.
"Vi er jo alle lidt dovne, så hvis vi ikke lige har fået sat os ordentlig ind i sagerne, så er det jo nemt at dømme på det ydre. Det gælder også ældre vælgere. Det handler meget om, hvem der vi identificerer os med. Ældre stemmer eksempelvis på kandidater med mere erfaring," siger han.