»Jeg respekterer juryens afgørelse. Men jeg har konkluderet, at fængselsdommen, Mr. Libby har fået, er urimelig. Derfor ændrer jeg den del af Mr. Libby s dom, som kræver, at han skal tilbringe 30 måneder i fængsel.«
Med disse ord åbnede den amerikanske præsident endnu et kapitel i en af nyere tids mest omtalte politiske skandaler i amerikansk politik.
Vicepræsident Dick Cheney s tidligere stabschef, Lewis Scooter Libby, blev i marts idømt 30 måneders fængsel for at lyve for en undersøgelseskommission i Plamegate -sagen, som skandalen er døbt i de amerikanske medier.
Mange har spekuleret i, hvor højt sagen om lækagen af CIA-agenten Valerie Plames navn gik i Det Hvide Hus – som lækagen stammede fra – men Libby endte som syndebuk. Selvom han nu undgår fængsel, skal han stadig betale en bøde på 1,4 millioner kroner.
Befolkningen imod Bush
Men Bush s ændring af dommen skaber stor forargelse både i befolkningen og blandt de politiske modstandere. En to dage gammel meningsmåling fra det amerikanske analyseinstitut Rasmussen viser, at kun 19 procent af amerikanerne går ind for en benådning af Libby. Blandt republikanerne er dette tal 34 procent.
»Når det kommer til loven, bør der ikke være to regelsæt – et for præsident Bush og vicepræsident Cheney og et for resten af Amerika. Selv Paris Hilton skulle i fængsel. Ingen i denne regering bør være hævet over loven,« raser den demokratiske senator Dick Durbin efter Bushs afgørelse.
Deler de politiske vande
Kilder i Det Hvide Hus har fortalt flere amerikanske medier, at Bush udmærket var klar over den politiske modvind, han ville rende ind i med afgørelsen, men at han gjorde det, han mente var det rigtige. Bush får da også ros fra flere republikanske grupper, som hele vejen igennem har kæmpet imod retssagen mod Libby.
Ifølge en analyse fra L.A. Times har Bush nu helt klart valgt side:
»Bush har signaleret, at han vil forblive kampklar og rasende loyal overfor sine løjtnanter, indtil han forlader Det Ovale Kontor (Bushs kontor i Det Hvide Hus red.).«
Bush har i forvejen kun opbakning blandt 26 procent af den amerikanske befolkning, så der er ikke meget at tabe, siger republikanske strateg Doug Cole til avisen The Arizona Republic:
»Han kan virkelig snart ikke komme længere ned.«