Villy Søvndal og Nick Hækkerup har været på besøg i Malis hovedstad Bamako, hvor de har deltaget i en lang række møder med højtstående politikere.
Blandt andet mødtes de to ministre med Malis præsident for at få et indblik i situationen i landet.
Siden januar måned har en international koalition under fransk ledelse opereret i Mali, for at forhindre militante islamister i at overtage kontrollen med landet.
Ud over den aktuelle, militære aktion, havde samtalerne også fokus på den fremtidige, politiske proces, der skal sætte en varig stopper for problemerne, også efter at de internationale soldater er rejst hjem.
Inden de politiske møder i selve Mali, besøgte ministrene de danske soldater, der betjener Herkules-transportflyene fra en base i nabolandet Senegal.