Den tyske topmodel Heidi Klum har åbenbart behov for at prøve noget nyt, efter hun og eks-manden Seal er gået fra hinanden. I sidste måned blev hun fotograferet nøgen til forside af damebladet 'Allure', og nu forsøger hun sig som rockstjerne.
I en netop offentliggjort musikvideo slænger den 38-årige mor til fire sig nøgen under et amerikansk flag, snor sig rundt om en stripperstang og stønner utvetydige linjer som "begging on my knees, just take me".
Sangen hedder "Turn up the night" og var oprindeligt tænkt som modefilm. Men da Heidi insisterede på at synge selv, blev den i stedet en musikvideo.
I videoen giver den midaldrende model rockstar-attituden hele armen: Hun ryger og får en tatovering. Også i det virkelige liv har Heidi tusser på hænderne - der står 'Love' på den ene og 'Seal' på den anden.
Se og hør Heidi Klum synge "Turn up the night".
Det er i øvrigt ikke første gang, Heidi Klum griber til mikrofonen. Blandt andet har hun lagt stemme til en sang på en af Seals' plader, og parret optrådte live med en duet under et Victorias' Secrets modeshow i 2007.
Ifølge hjemmesiden e-online har Heidi dog ingen planer om at satse på en permanent rockstjernetilværelse.
Umiddelbart er opbakningen fra hendes fans heller ikke overvældende. Kommentarfeltet på Youtube er fyldt med utilfredse bemærkninger om, at hun "prøver for hårdt", "ser gammel og frygtelig ud" og ikke kan synge.
Kilde: E!