En gratis middag som støtte til en presset restaurant.
Restaurant Vejlegården ligger lige nu i en hæsblæsende konflikt med den lokale 3F-afdeling, fordi man har valgt at tegne overenskomst med en anden fagforening - Krifa.
Nu får restauranten en hjælpende hånd fra en af Danmarks store erhvervsfolk.
I gårsdagens udgave af Vejle Amts Folkeblad indrykkede direktøren for Saxo Bank, Lars Seier Christensen, således en annonce:
- Mange gode venner besøger Restaurant Vejlegården i den kommende tid. Alle ønskes en god aften, lød det, skriver BT.
Annoncen i den lokale avis, som er blevet indblandet i konflikten, da man ville trykke en annonce for restauranten, blev fulgt op af en status på Facebook.
- Som antydet i rubrikannoncen, vil jeg gerne invitere nogle venner på middag på Vejlegården, som fortjener alle gode menneskers støtte lige nu.
Så jeg har besluttet at give 250 middage væk. 100 af dem bliver til mine Facebook-venner efter først-til-mølle princippet. (Derudover inviterer jeg 100 LA-medlemmer og 50 LAU- medlemmer, men det håndterer de to organisationer selv).
Rigmanden uddyber herefter:
- THE DEAL: Jeg giver 200 kroner per person til maden (det kommer man langt for på et godt og rimeligt sted som Vejlegården). I køber selv rigeligt med drikkevarer, så restauranten kan få nogle yderligere penge i kassen!
Lars Seier Christensen er i dag i Paris, hvor han følger sit cykelholds - Team Saxo Bank-Tinkoff Bank - sidste dag i Tour de France. Han har derfor ikke ønsket at uddybe sit statement.