Taburetterne bliver nu byttet rundt i Liberal Alliance, der optrapper profileringen frem til det kommende folketingsvalg.
Partiets leder Anders Samuelsen overlader posten som gruppeformand til Simon Emil Ammitzbøll.
"Nu knæsætter vi den arbejdsform, som vi har haft hidtil, hvor Anders gør meget ud af at profilere partiet, mens jeg skal stå for at koordinere det parlamentariske arbejde på Christiansborg," siger han til Newspaq.
For Liberal Alliance, hvis tre mandater, regeringen nu er nødt til at skæve til efter afhopninger i Venstre og Konservative, er valgkampen allerede skudt i gang.
Ved den seneste meningsmåling i november stod partiet til at få 4,9 procent af stemmerne.
"Vi håber selvfølgelig på et godt valg. Der er derfor, at Anders bruger så meget tid på at tage ud i landet og besøge virksomheder, uddannelsesinstitutioner, Rotary-klubber og alt mellem himmel og jord, så så mange som muligt hører det glade budskab," siger Simon Emil Ammitzbøll til Newspaq.