Det er ikke længe siden, at statsminister Lars Løkkes Rasmussen (V) betegnede den danske økonomi som en cykeltur på en solrig grøn bakketop, hvor landskabet går op og ned.
Men efter regeringen i dag har fremlagt sin nye genopretningsplan, går bakkelandskabet nu kun én vej - og det er nedad.
For den nye spareplan vil nemlig koste danskerne mange penge på lønsedlen.
Regeringen vil fastfryse overførselsindkomster, så hverken folkepension, dagpenge, efterløn, førtidspension osv. vil stige i takt med lønudviklingen.
- En person på dagpenge vil gå glip af 2.700 kroner efter skat i 2011 og vedkommende vil gå glip af 4.600 kroner i 2012 efter skat.
- En folkepensionist med fuldt tillæg, får godt 1.800 kroner mindre i 2011 efter skat og 3.100 kroner mindre i 2012 efter skat.
Regeringen vil derudover ændre skattereglerne. I dag stiger bundfradraget hvert år, men det fradrag fastfryses ligeledes i de kommende to år.
- En typisk lønmodtager vil dermed få 500 kroner mindre til sig selv i 2011 og 1.000 kroner i 2012.
- For en typisk børnefamilie, med to normale indkomster på 430.000 kroner og 330.000 kroner, vil det betyde 1.000 kroner mere i skat i 2011 og 2.000 kroner mere i 2012. Dette sker alene på grund af bundfradraget og andre beløbsgrænser.
Derudover er topskattegrænsens stigning udskudt til 2013. Det vil ramme godt en halv million danskere, der betaler topskat i 2010.
Beløbet vil afhænge af, hvor meget hver topskatteyder tjener.
- En topskatteyder vil miste op til 3.400 kroner i 2011. Og op til 3.900 kroner i 2012.
Kilde: TV2 Finans